islamisk undervisning

 Når man tænker på døden, så er teori en ting og praksis er en helt anden ting. I teorien er døden en gave for en troende. I teorien er døden det, som bringer mennesket fra dunya til det liv hvori han er sikker. Sikrer imod, at hans iman bliver taget fra ham, at satan angriber ham, at han falder i og kommer væk fra Allah subhanahi wa-ta ala. Hasan Basri rahimahu llah to ala har tilmed sagt, at: Jeg undrer mig over den person, som gerne vil i paradis, men som ikke bryder sig om at dø. I det døden er en dør enhver skal igennem, som skal i paradis. Så i teorien har døden masser af fortrinligheder, men når så sandhedens time kommer foran os. Vi ude for en ulykke en mulig ulykke, en mulig sygdom, en mulig virus, hvad end der kan føre til dødsfald. På det tidspunkt, så kommer sandheden af vores iman frem for øjnene af os. Vores opførsel, vores tankegang. På det tidspunkt, hvor døden er foran en og det kommer sådan lige pludselig. Lige pludselig får man kendskab til, at: Du skal dø. Så hvorda

 Sayyiduna Anas radiya llahu ta ala an-hu, som også er en af Profetens særlige khuddam, hans tjenestedreng. Når jeg siger tjenestedreng, skal man ikke forstå det på den måde, at Profeten havde købt nogle slaver, eller han havde ansat nogen. Eller der var nogen, som han brugte som tjenere. Det var folk, som bare ikke havde lyst til at gå fra Profeten. Selv deres forældre kom efter dem nogle gange og sagde: Min søn er her: Profeten sagde: Tag ham. Og børnene, de holdt bare fast i Profeten og sagde: Vil du ikke nok bare lade mig blive her? Sådan var det med Zayd bin Harithah radiya llahu ta ala an-hu, spdan var det med adskillige andre. Rabian bin kab, sådan var det med Sayyiduna Thauban, må Allah være tilfredse med dem. Og Anas bin Malik er den velsignede dreng, hans mor kom selv med ham og sagde: Ya Rasul Allah, vil du ikke nok beholde min søn hos dig? Så Anas bin Malik han har fået masser af suhbah. Han siger: Jeg var hos Profeten i 10 år. Så ofte gik han rundt sammen med Profeten, løf

 På samme måde, som vi har set i beretninger om sahabas forhold til paradis, så ser vi også i deres forhold til Dommedagen, at når de tænker på Dommedagen, hvad tænkte de så på? Det var jo domineret af deres iman. Det var jo farvet af deres iman, ligesom når vi tænker på Dommedagen, så kommer der straks forskellige ting: at jeg har udført hajj, det vil jeg vise foran Allah ta ala. Nu har jeg arbejdet så meget med nødhjælp, nu har jeg hjulpet så mange fattige, nu har jeg bedt så mange bønner, nu har jeg lavet så meget dawah, nu har jeg spredt så meget deen på jorden. Så vil jeg vise det på Dommedagen. Så vil jeg sige: Ya Allah, jeg gjorde sådan eller sådan som vi tit plejede at sige til folk. Vent til Dommedagen, så stiller jeg dig til ansvar foran Allah. Det er os, vores imans tilstand. Når man ser sahaba: Der kommer en mand ud fra landet og dem, som kom ud fra landet havde almindeligvis ikke samme suhbah til Profeten i forhold til dem, som var tæt på. Så prøv og se dem ud fra landet.

 På sammen måde som beretningen (fra 2. ramadan i samme serie) om Sayyiduna Thauban, så ser vi også adskillige andre beretninger fra sahaba, hvordan den bærende kraft, drivkraften i deres iman var deres kærlighed til Profeten. Og det kom til udtryk igen og igen og igen på tidspunkter, ved lejligheder hvor det, som man har i dybest i hjertet helt uforsætligt, kommer ud af en. Der kom det ud af dem, at de ønskede Profeten selskab, hans nærvær, hans suhbah. Sådan er det berettet om en anden sahabi, Sayyiduna Rabiah Ibn Kab Al Aslami, radiya llahu ta ala an-hu, og det var en dreng fra Banu Aslam Klanen. Og når Profeten kom til Medinah al-Munawwarah og han så Profeten, så blev sådan forelsket i Profeten. At han anmodede om han ikke kunne flytte ind i moskeen og bo foran Profetens dør. Han plejede at tilbringe sine nætter der. Han sov der, lige ude foran Profetens dør, således at når Profeten vågnede, og han kunne hører en lyd derinde, så gik han i gang med at hente vand og andre ting, så Pr

Profetens Sahaba er de bedste eksempler på: dem som tog imod troen. Dem som Allah allerede mens de gik på denne jord blev tilfreds med. Og ikke kun blev tilfreds med, men som Allah udtrykte og erklærede Sin Tilfredshed med i Koranen og som folk op til Dommedagen vil kunne læse. Og til med, har Han fortalt os ved mange lejligheder. Både i Koranen og i sunnahen (Profetens sædvane) ser man, at Sahaba og Profetens familie Ahl al-Bayt er dem, som er eksempler på den rette tro, den rette vej, den sande måde at tro på. Og når vi ser på deres liv, så ser vi det vigtigste i deres iman, det som deres iman hviler på, er deres personlige forhold og kærlighed til Profeten. Og det var ikke kun noget, som var forbeholdt til dunya, graven, Dommedagen men helt ind i paradis kan man også se, at det er kærlighed til Profeten, som driver dem. Det er det, der er deres ønske og formål med at være i paradis. Det ser vi i denne her beretning, hvor Profeten en dag kommer gående, og møder Sayyiduna Thawban, rad

 Jeg bevidner, at der ingen Gud er undtagen Allah og jeg bevidner at Muhammad, fred og velsignelser være med ham, er Hans tjener og Sendebud. Sådan lyder den islamiske trosbekendelse. Det er nøglen til islam og nøglen til paradiset. Sådan træder man ind i islam. Ved at tro og ytre denne trossætning. Det er forskellige enslydende beretninger, som alle sammen har det til fælles, at de fortæller omkring troen. Profeten sagde: Ingen af jer bliver troende, førend han elsker mig mere end sit barn, sin far og hele menneskeheden. Og i nogle beretninger, så siger han først Sin far, sit barn og hele menneskeheden. Og i nogle beretninger kommer der, at Jeg sværger ved den, i hvis hånd min sjæl er, Ingen af jer bliver troende førend at han elsker mig mere end sit barn og sin fader. Og i et andet sted siger han End hans formue og hans familie og hele menneskeheden.  Det vi ser her, er at Profeten. fortæller os omkring troen. For at træde ind i islam, skal man ytre trosbekendelsen. At man tror på Al